Bye bye New Zealand - Helo Singapore

Så blev det Hvalmorgen, vækkeuret ringede kl. 06.30 og vi sprang ud af sengen. Der var kun 5 min. cykling hen til mødestedet hvor vi fremdrog vores booking seddel hvorpå der stod at det kostede 217,50$ - men nej den gik ikke for det var et tilbud der galdt i februar måned og nu havde vi den 1 marts. Nu var prisen steget til 290$ da person nummer 2 ikke kunne komme med til halv pris. "Kassedamen" havde ingen bemyndigelse til at give afslag i prisen og Manageren mødte først kl. 09.00. Jørgen blev nødt til at betale det fulde beløb for ellers kom vi ikke med båden.

Da vi ventede på at alle fik sig booket ind så vi en lille video om det lokale Albatros reservat hvor fuglene lever frit, men en af forskerne der har været med i mange år kan gå hen til fuglene der ligger på reden med ungerne for at veje dem og mærke dem.

Kort tid efter at vi var kommet ud af havnen så vi den første Albatros der lå og duvede på vandet:

Da vi kom lidt længere ud på havet blev vi gennet ud på dækket for at spejde efter hvaler, og vi spejdede og vi spejdede:

Så endelig var der en hval 1/2 sømil fra os, og vi blev gennet ind på sæderne så båden kunne skøjte hen og vandet. En hval i overfladen betød at den var synlig i 7 - 8 minutter hvorefter den dykkede ned igen i 45 minutter for at søge føde. Vi nåede at komme tæt på 5 - 6 stykker af dem og i dette tilfælde er det en ca. 18 meter lang "Sperm" hval der puster lidt brugt luft ud:

Når så den har været ovenvande i de 7 - 8 minnutter vil vi tro at den tog en rigtig dyb indånding og forsvandt ned i dybet med den kendte hvalhale attityde, der var kun 1600 meter vand under kølen men lidt luft skal der da bruges til en tur derned:

Det var ikke kun i havet der var noget smukt. Når man kiggede ind mod Kaikoura med bjergene i baggrunden og nogle fantastiske skyformationer kan man da kun nyde det. Besætningen talte tit om søsyge, men da havet var roligt med kun godt 1 meter mellem top og bund af bølgerne fik vi ikke brug for "poserne":

Inden vi satte kursen mod havnen søgte vi ind under land, hvor vi kunne se nogle små både med snorklere i vandet omringet af hoppende delfiner. Da der var dykkere i vandet kunne vi ikke komme tæt på, men kort efter var der flere delfiner der fulgte med båden og legede i vandet - Det går stærkt når de lejer og i øverste hjørne af et af billederne fik vi dette skud:

Da vi kom i land havde Jørgen forberedt en "tale" til Manageren for at få vristet de 72,50$ ud af ham, men jeg havde allerede under betalingen givet så meget udtryk for det kedelige i situationen at på vej hen til skranken blev Manageren hvisket i øret at "det er ham der" og han tilbageførte de 72,50$ uden sværdslag.

Derefter cyklede vi nogle kilometer ud ad strandpromenaden og længere ud der hvor der bare var strand. Vi havde læst et sted at vi kunne få BBQ fiskefrokost derude, og det kunne vi:

Det eneste vi mangler her på New Zealand er et sted at sove i morgen, men mon ikke også vi finder ud af det. Det hotel vi var booket til "lå et steenkast" fra domkirken i Christchurch og er af gode grunde blev afbooket.
I morgen aflevere vi Camperen senest kl. 15.30 og næste morgen den 3. marts kl. 05.30 skal vi være i lufthavnen og flyve mod Singapore.

Sydøen fortsat



Fra Fox Glacier satte vi kursen mod den gamle guldgraverby Arrowtown hvor der sidst i 1800 tallet var Kinesiske guldgravere der ikke blev behandlet så pænt. Vi kome forbi dette flotte vandfald ved floden Haast River:

 Lidt efter kørte vi over det højeste pas i New Zealand med en "High Way", Gates of Haast. Lidt længere fremme gik vi en tur ind i gennem skoven og kom over nogle "seje" hængebroer for at komme ud til "Blue Pools" som var en flod med en usædvanelig flot klar blå farve. Jørgen skulle en tur ud og soppe i den:

 Efter Wanaka kørte vi op gennem en fantastisk flot dal, der langsomt kravlede op ad, og her mødte vi det gamle Cardrona Hotel hvor vi skulle ind og have en kop te og en fantastisk Muffins. På hotellet mødte vi også for 4 gang en rejsende på motorcykel, hans kamera mand og hans lydmand der var ved at dokumentere en rejse fra øst til vest og tilbage til øst på sydøen:

 Vel ankommet til Arrowtown's campsite cyklede vi en tur ned til mindeparken for de Kinesiske guldmine arbejdere, hvor vi fik dette billede af et lagerrum og et beboelseshus bygget ind i klippen:

 Den følgende morgen skulle vi en tur igennem handelsgaden i Arrowtown som var meget hyggelig for at se om der var noget der sagde "Køb mig":

 Vi kørte derefter til Omaru på østkysten for at se efter nogle pingviner. Der skulle nemlig både være Blå pingviner og Gul øjede pingviner i den by. De blå pingviner var en "aftensforestilling" kl. 20.30 - kl. 22.00 som vi købte billet til. Vi kunne så se at havnebroen umiddelbart før pingvinkolonien var "optaget" af en skarv lignende fugl:

Vi kørte ud til de Gul øjede ved syv tiden (sammen med rigtig mange andre) og spejdede ned mod vandet for at se pingvinerne komme i land. De havde ikke lige tænkt sig at komme i land før vi skulle videre til den betalte "forestilling", men vi opdagede at der på skrænten var 2 reder med 1 og 2 pingvinunger i. De var omkring 50 cm høje og vejede omkring 3 -4 kg.

Aften forestillingen blev en stor oplevelse, ved 21 tiden begyndte de små blå pingviner at komme i land i grupper af 10 - 20 pingviner. Det har vi ingen billeder af for fotografering var bandlyst. De blå pingviner var omkring 35 cm høje og vejede omkring 1 kg.

Den følgende dag gik vi på "køb mig" tur i Omaru, det var en lidt kedelig oplevelse oven på Arrowtown, men vi fandt nogle rigtig hyggelige kunst steder i nogle gamle pakhuse ved havnen, ligesom de også solgte noget lokalt fremstillet Whisky (og han vidste at der bliver fremstillet Whisky 3 steder i danmark):

Derefter satte vi kursen mod Peel Forrest som var rigtig langt ude på landet, og der skulle være nogle dejlige vandreture der. Da vi havde parkeret camperen gik vi en lille times tur som de kaldte de store træers tur, og som de skrev ved det første store: Big, og det næste store: Biggere, for ved det her at skrive Biggest:

 Næste dag var det en flot vejr med solskin, men ikke brændende sol da der var lidt skyer. Vi besluttede os for at gå en tur op mod Little Mt. Peel i 1311 meters højde, og da vi ikke var så frygteligt højt over havoverfladen var der ikke mindre end 1000 meters højdeforskel. Da der ikke var noget kortmateriale tog vi et billede af det kort der stod ved P-pladsen:

Vi startede op gennem skoven på fedtede stier og skoven der sluttede godt sammen om stien. Der var også nogle kraftige stigninger ind i mellem:

 Efter 1 1/2 times vandring kom vi til en skillevej hvor vi kunne beslutte om vi ville gå videre mod toppen, eller om vi ville gå tilbage af en "lavtliggende" vandrerute. Vi fortsatte mod toppen. Jo længere vi kom op jo lavere blev "skoven", og til sidst kunne vi se hen over den. På et tidspunkt kunne vi se vores bil holde nede på parkeringspladsen og ja den er svær at få øje på:

 Efter 4 timers vandring opad nåede vi så toppen, hvor vi det sidste stykke var gået gennem skyerne:

 Her kan i se det sidste stykke op til toppen, og det vil så være det første stykke ned gennem skyen til bilen:

Efter 2 1/2 times "nedtur" var vi nede ved bilen igen - Vi var trætte men havde haft en fantastisk tur på den lille bakke. Efter at have skiftet det mudrede tøj ud satte vi kursen mod nord da vi havde besluttet at køre en times tid mod Kaikoura som vi ville nå til næste dag. Tæt ved byen Mount Hutt (3 huse) fandt vi en lille billig campingplads med den allerbedste udsigt til Rakaia River:

Dagen efter fortsatte vi til Kaikoura hvor vi ville forsøge at komme ud med en båd for at se på hvaler. Der var ikke flere pladser på den sene tur kl. 15.30 men vi blev skrevet på venteliste og troppede op kl. 15.30 - Kl. 15.45 kunne de konstatere at der var 4 ledige pladser, men beklagelig var vi 4 par der stod på ventelisten. Vores tur bliver så først i morgen tirsdag den 1. marts kl. 07.45 - ØV - men vi glæder os.

Fox Glacier

Onsdag den 23. februar kl. 09.10 skulle vi møde op hos guidingfirmaet hvor vi havde købet en heldagstur op på den 13 km. lange Fox Glacier eller på jævn dansk Fox Gletsjeren.
Vi var 22 personer der skulle med på turen og efter uddeling af Spikes og andet udstyr for dem der manglede gik vi iført regnbukser og varmt tøj ind i en ventende bus.

Vi blev kørt op igennem regnskoven hvor vi blev sat af der hvor vejen ikke gik længere opad. Vi har også fundet ud af hvorfor det hedder regnskov: Det regner over 200 dage om året og der kommer mellem 7 og 10 METER vand om året.
Vi var heldige med vejret da det kun støvregnede lidt engang imellem i løbet af dagen.

Her har vi gået af en sti/vej omkring 20 min. hvor vores guide fik taget en masse billeder af deltagerne med Gletsjeren i baggrunden.

Her er vi nået op på siden af Gletsjeren og skal til at sætte Spikes på vores støvler så det er til at stå fast på isen:

På vej op af nogle huggede trin i isen:

Her er Lone på vej igennem en lidt smal passage i isen, det er godt hun er så slank:

Her er et stykke blåt is - Når sneen er komprimeret hårdt nok (Is) bliver det blåt:

Hertil og ikke længere, hvis vi skulle forbi den is der her står i kø for at komme ned til os skulle vi havde valgt en Helliflight hvor man bliver sat af ovenfor dette totale Isvirvar.
Der var mange små vandfald og store huller hvor smeltevandet løb hele vejen ned gennem gletsjeren (over 100 m) og fortsatte nedenunder gletsjeren og ud i den voldsomme flod der løb ud til havet.

Her kan vi se hvor langt vi er gået op af Gletsjeren - Vi startede fra P-pladsen som ligger lige rundt om hjørnet til højre ved siden af floden.

Da vi kom ned igen var vi trætte, men glade efter en dejlig dag på isen, hvor vi har oplevet noget som vi aldrig har prøvet før.

Sydøen

Så blev vi klar til Sydøen. Fredag den 18. februar var vi med færgen fra hovedstaden Wellington til Picton (en lille havneflække) på sydøen


Vi vidste at turen fra nordøen til sydøen godt kunne være barsk, men vi fik en 3½ timers dejlig sejlads hvor båden på det nærmeste ikke gyngede. På billedet nedenunder er vi på vej ind igennem fjorden til Picton:

Da vi kom i land i Picton som nogen af de første, ja vi holdt forest for vi skulle ud af færgen i den samme ende som vi var kommet ind af. De sidste 3 autocampere skulle bakke ind på færgen (ca. 300 meter spændende kørsel). Vi kørte af den smukkeste snoede vej op over en "lille bakke" med fortsat udsigt ud til fjorden.

Efter endu en "lille bakke" (de har mange af de der små bakker) kom vi til byen Nelson, og det var en rigtig hyggelig provinsstorby uden skyskrabere og med en sød lille kirke og en bager med rugbrød på det skønne lokale marked:

Her har vi Lone som er igang med at lave den bageste ende af Mercedes om til en bred seng så vi kan være udhvilet til den næste dags udfordringer og oplevelser. 

Efter Nelson kom vi om om lørdagen frem til nationalparken Abel Tasman hvor vi fandt en hippi happy campsite i byen Marahau og vi fik booket en 2'er meget bred havkajak. Der skulle meget til for at vende den om på bugen hvilket vi dog ikke forsøgte. Om morgenen mødtes vi med 2 andre par der også skulle på vandet, et par der havde guide med, og et fransk par der skulle ud 2 dage og så os en enkelt dag uden guide.
Som det ses på billedet var det noget der behagede Lone at være på vandet i en kajak i februar måned:

Det lykkedes flere gange at finde vores private strand hvor vi kunne nøgenbade, men i det her tilfælde hvor vi skulle indtage vores klapsammen madder var der en del trængsel:

 På denne ø var der fred men ikke ro, da fuglene her virkelig gav den gas så vi kunne nyde det.

 Mandag den 21. kørte vi vestpå indtil vi ramte vestkysten og det Tamanske hav. Ved Westport var der en sælkoloni vi lige skulle opservere på:

Vi kørte videre ned ad vestkysten til byen Punakaiki hvor vi fik parkeret autocamperen på den lokale Campsite (Der var ikke flere pladser med strømtilslutning og spørgsmålet om rabat af den grund faldt ikke i god jord, hun var nærmest sur).
Vi gik en sen eftermiddagstur hvor vi gik langs stranden og stak hovedet ind i en lille klippehule og gik op til Pancake Rocks hvor vi gik den samme tur som de tusindvis af andre turister har gjort, og ja de er flotte. Her er der en Pandekageklippe vi kan få til at ligne et ansigt:

 Og her har i igen nogle klipper der ligner ansigter!!

Vi kørte videre syd på og da vi nåede til Fox Glacier bookede vi en heldagstur op på gletsjeren i morgen (hundedyr) og tilfældigvis kom vi forbi TV-stuen på campingpladsen og så at der netop havde været et voldsomt jordskælv i Christchurch - Vi havde talt om at vi måske ville komme til at opleve et jordskælv, men havde ikke forestillet os at det skulle være så voldsomt. Men vi har ikke mærket noget som helst, nok fordi vi er på vestkysten 5 timers kørsel derfra.

Bjergene frem til Wellington

The Tready Ground er der hvor taktaten mellem Maurierne og Englændernde blev indgået og er den traktat som grundlagde de moderne New Zealand.

På billedet ses en Mauri kano som havde 90 roere og 55 passagerer - Lone har bestilt 2 af dem!!

Her er det første vandfald på vores tur, Det er flot men ikke voldsomt stort:

 Her er vi så kommet frem til det Tasmanske hav på Nordøens vestkyst - Vi fik en dejlig tur i vandet og havde et flot syn over fjorden til en stor sandbjerge.

Så er vi ved de store Kavri træer - Det træ Lone kigger på skulle være ca. 1200 år gammelt og er kæmpestort.


Så er der søcamping - Endnu nogle dejlige ture i det blå vand - Faciliteterne var et multtoilet - og så var det gratis.



Så skulle vi ind og se Geyser og muddelhuller og stinkende huller - Dejligt her kunne man lukke luft ud uden at tænke over om der var andre i nærheden (siger Jørgen) Lone forsøger sig som Mauri kriger.

Så nåede vi frem til et sted hvor 2 vandløb løber sammen, det ene med koldt vand og det andet med meget varmt vand et sted over 40 grader - Det var så bare med at finde et passende sted hvor blandingsforholdet var perfekt.


Vores andet vandfald Heureka Falls - her kommer der vand ud over kanten omkring 45 kubikmeter i sekundet:

Ca. 1 km fra vandfaldet fandt vi igen en kommunal gratis camp lige ned til floden hvor vi igen kunne bade. Vi skulle bare ikke for langt ud i strømmen for den var skrap.

Så er vi nået op i bjergene og her fandt vi vore 3. vandfald. Meget flot:

 Det bjerg her lå lige ved siden af det vi skulle op på den følgende dag - Meget flot men ikke helt højt nok!!

Vi valgte en climbing tur og ikke en vandretur, og vi fandt ud af hvad forskellen er. Det var en ikke afmærket tur op gennem klipper og løse lavasten, en virkelig udfordring. Vi startede med at tage en skilift op, så der "kun" manglede 660 højdemeter. Da vi så var kommet op igennem det hårde skulle vi ud at gå på en klippekam med dejligt stejle sider ned til begge sider:

Da vi så nåede helt op kunne vi se ned i en aktiv vulkan - OK den spyttede ikke lava ud, men søen i krateret var varm og dampende, så der har været en forbindelse til et varmelegeme et eller andet sted

 På vores tur op af bjerget mødte vi 4 englændere der ikke havde styr på hvad de havde begivet sig ud på. Vi "overhalede" dem på en vanskelig strækning hvor de havde stort besvær med at passerer et område, og de nåede ikke op på toppen.

Da vi så var på vej ned kunne vi se dem på vej ned på den modsatte side af slugten og hold da op som de kæmpede - Hvis de havde vist hvad de havde begivet sig ud på er vi sikre på at de var blevet i England.